Søndag d. 28. februar 2021, kl. 15:00

Musik og ord – danske digte sat i musik

Et arrangement med Thomas Clausen på klaver, og Charlotte H. Andersson, der synger. Sangene er komponeret af Torben Enghoff, som fortæller om lyrikken. 

Den danske poesis flora er så frodig, at man til enhver tid lige kan snuppe et digt og blive glad i låget, lettet, forundret eller blot tankefuld. Den danske poesi afspejler ganske enkelt alle facetter af livet. Man ville aldrig blive færdig, hvis man dækkende skulle beskrive de sider af tilværelsen, der repræsenteres i dansk digtning. Den stærke tro, den uendelige kærlighed, den jublende naturlyrik, glæden ved de helt små ting, vreden over social ulighed, den erotiske magi, den store undren, glæden ved skaberværket og så videre og så videre i én uendelighed.

Hertil kommer de utallige sproglige opfindelser. De myldrer. For digtningen er ikke forpligtet af grammatik og regler og tør logik. Digtning er jo netop digtning. Grundtvig skriver ”På stjernetæpper lyseblå / skal glade vi til kirke gå”. Det er det rene vrøvl – men det er vidunderligt vrøvl.

Torben Enghoff har sat musik til en række af digtere: Thøger Larsen, Viggo Stuckenberg, H.C. Andersen, Adam Oehlenschläger, Holger Drachmann, Jens August Schade, Trisse Gejl, Pia Tafdrup, Pia Juul, F.P. Jac, Asger Schnack og Jørgen Gustava Brandt.

Til koncerten skal vi høre et udpluk af disse forskellige lyrikere.   

Det er gratis at deltage, og alle er velkomne. Da vi i skrivende stund imidlertid ikke ved, hvordan situationen omkring Covid-19 ser ud til februar, vil vi bede jer holde øje på vores hjemmeside for evt. tilmelding, når tiden for koncerten nærmer sig. 

Koncert
Sted Tuse Byvej 45, Tuse Byvej 45, 4300 Holbæk