Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert - Musik og ord - danske digte sat i musik

Dato
Søndag d. 27. februar 2022, kl. 15:00
Sted
Tuse Byvej 45, Tuse Byvej 45, 4300 Holbæk
Pris
Der er gratis adgang til koncerten.

Koncerten var oprindeligt berammet til februar ’21, men der kom som bekendt en virus i vejen. Vi skal høre Thomas Clausen på klaver og Charlotte H. Andersson, der synger. Sangene er komponeret af Torben Enghoff, som fortæller om lyrikken. De er alle garvede musikere med masser af erfaringer fra både danske og internationale scener.

Thomas Clausen har igennem en lang karriere spillet og indspillet med nogle af jazzens største navne, fx Dexter Gordon, Ben Webster, Miles Davis og Niels Henning Ørsted Pedersen.

Charlotte H. Andersson er mest kendt som klassisk saxofonist, blandt andet som medlem af Copenhagen Saxophone Quartet. Men hun er desuden uddannet sanger fra konservatoriet og har som sådan spredt glæde med sin skønne og naturlige vokalkunst.

Torben Enghoff har også en baggrund som saxofonist med mange meritter i bagagen. I de senere år har han komponeret en del sange for kor.

De kan høres på CD’er med vokalensemblet Musica Ficta og universitetskoret Lille Muko. Nu er flere af disse sange omsat til solostemme og klaver. Nogle er lige til at synge med på, mens andre røber Enghoffs baggrund i jazzen.

Den danske poesis flora er så frodig, at man til enhver tid lige kan snuppe et digt og blive glad i låget, lettet, forundret eller blot tankefuld. Den danske poesi afspejler alle facetter af livet. Den stærke tro, den uendelige kærlighed, den jublende naturlyrik, glæden ved de helt små ting, vreden over social ulighed, den erotiske magi, den store undren og så videre.

Torben Enghoff har sat musik til en lang række digteres værker. Til koncerten bliver det til et lille udpluk.  Vi skal høre sange til tekster af Thøger Larsen, Viggo Stuckenberg, Jens August Schade og Trisse Gejl.

Alle er velkomne, og vi glæder os til at tage imod jer.