Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Vin og Viser - Prins Gustav Ensemblet

Dato
Søndag d. 30. januar 2022, kl. 14:00
Sted
Tuse Byvej 47, Tuse Byvej 47, 4300 Holbæk
Pris
Der er gratis adgang til koncerten.

I januar 2020 lancerede menighedsrådet konceptet Vin og Viser, hvor idéen var at invitere på vin og tapas til tonerne af dejlig musik. Nu vender Vin og Viser tilbage.

 Denne gang skal vi lytte til Prins Gustav Ensemblet i en koncert af ca. halvanden times varighed. Prins Gustav Ensemblet er en mandskorkvartet bestående af Kresten-Erik Dahl, Anders Tangaa, Mikkel Vale og Rasmus Agertoft. Ensemblet, der blev stiftet ved årtusindskiftet, har blandt andet sunget på Nationalmuseet, i Tivoli, i Den Sorte Diamant i København, på Nyborg Slot og i adskillige kirker rundt omkring i landet. Kvartetten gæstede os også ved indvielsen af det ny kirkehus i 2019.

Til koncerten vil Prins Gustav Ensemblet synge en udsøgt blanding af aftensalmer, sange til fædrelandet og studenterviser, sådan som de (måske) lød ved den danske mandskorsangs vugge på studenterkollegiet Regensen i begyndelsen af 1800-tallet.

Sammen med mandskoret Cantantes Animi udgav Prins Gustav Ensemblet i 2001 cd’en Paa Tankens Slot netop med studentersange fra denne periode, der i dag også er kendt som den danske guldalder. Studenterne i 1800-tallet var mestre i at digte viser om vin og - om ikke tapas – så kærlighed.

Alle er velkomne. Vi glæder os til en herlig eftermiddag!