Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Kirkerne på SKVULP

Kirkerne på SKVULP
Udgivet tor d. 11. maj 2023, kl. 09:33
Nyheder

FREDAG DEN 9. JUNI OG LØRDAG DEN 10. JUNI afholdes SKVULP i Holbæk omkring havnen. SKVULP er den største årligt tilbagevendende kulturelle begivenhed i Holbæk kommune – en festival, et folkemøde og meget andet, og kirkerne i Holbæk Provsti er også med. 

Fredag den 9. juni kan man møde os i vores telt samt på en af scenerne.

I teltet ”Krig og Fred” kan man få en kop kaffe i sofaen og en snak med en præst, som står klar til samtale om stort og småt. Man kan tænde et lys eller få en tatovering med tro, håb og kærlighed. Der vil også være materialer om diverse tilbud i provstiets kirker.

På scenen kan man høre meget mere om, hvad kirken ved om sorg, kærlighed, børn og fællesskab.

Vi vil også gerne tage nogle af jeres dilemmaer og spørgsmål op. Så hvis du har et spørgsmål eller dilemma og kunne tænke dig at få et svar fra et panel af lokale præster, så henvend dig til din lokale sognepræst, som så vil sørge for, at dit dilemma kommer videre og måske bliver taget op af vores panel – vi anonymiserer selvfølgelig.

Lørdag den 10. juni vil der være Drop-in vielser på et af havnens smukke træskibe fra kl. 13-16.

Drop-in vielse er et kirkeligt bryllup, hvor I som par kommer ind fra gaden uden forudgående aftale. Gift jer ved et hyggeligt, intimt og festligt bryllup med den skønneste havudsigt og maritimt præg. Alle par er velkomne.

Drop-in vielse er også for jer, der i forvejen er gift på rådhuset og ønsker en kirkelig velsignelse.
I kan komme alene, som det par I er, og I må invitere venner og familie med til Drop-in vielsen.

Når man som par ankommer, starter man med at henvende sig til en af præsterne, og her skal man aflevere ægteskabserklæringen, samt navne og adresser på 2 vidner. Vi sørger for vidner, hvis I kommer alene.

VIGTIGT! Ægteskabserklæringen bestiller man via borger.dk, og dette skal man gøre i så god tid som muligt, så kommunekontoret kan nå at registrere.
Torsdag den 8. juni er absolut sidste udkald, hvis attesten skal nå at blive klar. Normalt kan det tage op til 7 dage at få attesten fremsendt – en vielse kan ikke foretages, hvis et par ikke har en ægteskabserklæring.

Velsignelser kan alle par modtage. Der kan være kø, inden det bliver jeres tur.

Jeres bryllupsritual er det samme som til en almindelig vielse i kirken. Der vil ikke være en personlig tale til jer, men der vil være diverse valgmuligheder for, at vielsen får et personligt præg.